Velkommen til mothclass.dk

Her kan du finde information om Moth-sejlads i Danmark. Siden henvender sig primært til dig, som måske ikke ved så meget om Moth-sejlads i forvejen.

Der er også mange gode udenlandske web-sider, se nærmere under links.

Vi er ikke ret mange aktive Moth-sejlere i Danmark. Det kan være svært at vide hvor man skal henvende sig hvis man gerne vil vide noget om Moth-joller. Her på siden forsøger vi at besvare en række af de spørgsmål som melder sig, hvis man overvejer at kaste sig ud i et Moth-projekt, eller bare har lyst til at vide mere:

Hvad kræver det, hvor svært er det, hvordan virker det egentlig, hvad koster det, hvad skal man købe, hvordan kommer man igang, hvor i Danmark er der Moth-sejlere, osv, osv.

Siden drives af Danmarks to mest erfarne Moth-sejlere, vi har sejlet Moth siden 2009 og 2007. Vi er samtidig det levende bevis på at man ikke behøver være Americas Cup- eller OL-sejler og under 30 år for at have fornøjelse af at sejle Moth.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte os:

hans@mothclass.dk eller ole@mothclass.dk

Besøg os også på facebook: Int.Moth DK

Hvor svært er det ?

Hvis man kan håndtere en planende jolle som f.eks en Laser, har man et godt udgangspunkt for at lære at sejle Moth. Med lidt held vil man kunne foile første gang man sejler - når man sejler ligeud, i 4 m/s, på fladt vand. Og meget gerne har en instruktør med. Derfra bliver det sværere. Det kræver en del øvelse at håndtere en Moth-jolle i 8 m/s, i 12 m/s og krapsø har selv verdens bedste sejlere nok at se til.
Hvis du ikke er topsejler skal du regne med at svømme en del det første stykke tid, afhængigt af hvor meget du udfordrer dig selv. Men det er alt bøvlet værd. Når du første gang føler du har styr på det, går på kryds med 15 knob, fartvinden får øjnene til at løbe i vand, så er det fantastisk ! Og du kommer til topmærket, falder af, farten stiger til 25 knob... Det er SINDSSYGT !!!

I starten er det en udfordring at befinde sig på et fartøj næsten uden stabilitet. Justeringer foregår mere med skødet end med kropsvægt, ellers går det for langsomt. Alt skal foregå hurtigere og mere præcist end man er vant til. Det er også en udfordring at befinde sig på en platform 1 meter oppe luften, som sjældent sejler under 10 knob, og ofte over 20 -

Hvis du kommer så langt at du får styr på jollen, vil al anden sejlads blegne lidt - du er ramt af bacillen !